Hmm jeg glemte da helt jeg har en blog :)

Det er da helt utroligt, at det er så længe siden, jeg har været her...

Der er sket en masse siden sidst. Ikke så meget på strikke-fronten, må jeg indrømme. Det går lidt trægt, når der er så få timer i et døgn og de fleste bliver brugt på skole, barn og søvn.

Jeg er startet på mit studie igen. Det betyder; tidligt op, sent hjem, ingen husligt arbejde i hverdagene, ting/tanker bliver, igen, puttet i mit hoved, snak med andre voksne om andet end baby mm., og i det hele taget en hel anden hverdag end jeg har været vant til nogensinde.
Men vi klarer den, gør vi, fordi vi vil og så også fordi vi har god hjælp af bedsterne.

D. 23. december ville Mathilde ikke længere ammes. Det var altså meget mærkeligt. Tænk; min lille pige blev lige pludseligt meget stor. Hun lavede fuldstændig flitsbue, når jeg prøvede, så det holdt jeg hurtigt op med. Så var der bare lige en opgave med at få hende til at drikke nok andet vædske i løbet af dagen.
Det virker heldigvis rimeligt godt nu, hvis vi, både jeg og vuggestuen, bare husker at tilbyde hende vand lidt oftere.

Vi var syge det meste af julen. Mathilde sad monteret i mine arme fra 22.-26. december og det var ikke en mulighed at sætte hende ned. Hun havde ikke specielt meget feber (ca 0,4 over normal kan vel ikke kaldes feber), men hun var godt nok slatten.
Vi var forbi lægevagten både 22. og 23. da hænder, fødder og rundt om øjnene hævede helt op, så hendes store brune øjne blev helt smalle og hun havde pølsefingre. Det var tæt på at vi nåede en tur omkring børneafdelingen på OUH til et tjek af nyrene, meeen jeg lovede at prøve at få noget mere væske i hende, og så satsede vi på der kom noget ud igen.
Det kom der heldigvis, efterhånden, men det var lidt nervepirrende at skifte tørre bleer.

Så blev jeg syg, men det gider vi ikke snakke om.
Og Mathilde fyldte 1år. Det var en stor dag. Det tror jeg faktisk jeg laver et indlæg for sig selv om, for der er billed-dokumentation :-D

Og så kom hverdagen... Køre hjemmefra kl 7.20 (jeg ved godt det ikke lyder så slemt, men Mathilde har hele sit lille liv, først været vågen kl 9.00), betyder tidligt op og svesken i tøjet. Døgnrytmen skulle laves om og det blev den så. Nu vågner pigebarnet frisk og glad kl 6.45, hvis jeg ikke vækker hende, med madpakkesmørring o.lign. inden (hrm hrm ofte vækker hun faktisk mig).
Hverdag betyder også at jeg pludselig kun ser Mathilde i ca 1 time om morgenen og så fra 15.30-19.30 altså ialt på et døgn 5timer, hvor vi begge er vågne. Det syntes jeg godt nok er svært og jeg nyder hvert et minut, hvor jeg ikke lige laver mad og hvad jeg ellers bliver nødt til at ordne (alt unødvendigt husligt arbejde, som tøjvask, støvsugning o.lign. bliver let og elefant sprunget over, medmindre der ikke er mere rent kluns pga. uheldig sygdom (igen)).
Men hverdagen er ikke kedelig. Den bliver nemlig krydret med kastop-syge og løbe-hurtigt-på-wc-syge. Perfekt første uge på skole *aargh* Og vi klarede den alligevel, med en overnatning ved morfar og bedste så de kunne passe tøsen, mens mor ikke vidste hvilken ende der skulle først i kummen.

Der er også sket, hvad der måtte ske... Strikke-krikken er nu krikke-løs. Jeg kørte min gamle trofaste Lina-krikke til slagteren *hyyylehyyylehyyyle* det var hårdt.
Her er det absolut sidste billede af den dejligste, stædigste, mest udfordrende og snu pruh, jeg har oplevet

Det var absolut ikke en rar oplevelse at høre hende falde til jorden og se livet forlade hende, men jeg skyldte hende at følge hende på den sidste tur, syntes jeg. Og jeg havde heldigvis god veninde ved siden til at hyle med mig og give et tiltrængt kram.
Der bliver stadig grædt en tåre for Lina i ny og næ (lige nu f.eks.) og jeg er ikke helt færdig med at sige farvel til hende.
Den frække føllefis Juvele er flyttet indtil jeg finder et godt hjem til hende. Hun er ude ved en stor flok andre frække krikker og hygger sig vældig fint.
Det er helt fint at være krikkeløs, men også noget anderledes. Jeg har været Linas i 8½år og de sidste 2 har hun stået herhjemme ved mig. Nu er folden tom og det er endnu lidt svært at kigge derind.

Dog nyder jeg, at jeg ikke er afhængig af at skulle ud og fodre osv, nu hvor hverdagen har ramt os.

Det var vidst en bette opdatering på livets gang på gårdens 1.sal.

Jeg håber i alle er kommet godt, måske oven i købet bedre end os, ind i det nye år.
Tak fordi du læser med ;-)