I sidste weekend kom Sprælles far og sagde, at han syntes, vi skulle lade være med at forsøge at blive kærester... Han kan simpelthen ikke se, det er en mulighed.
Jeg har selv haft tanken, men manglede det rigtige tidspunkt og modet til at få det sagt, så det gjorde ikke så ondt at høre.
Samtidig sagde han, at han havde tænkt lidt over det med forældremyndighed og at han syntes, jeg skal have/tage den alene... Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal syntes om. Det virker for meget som om, han bare vil "springe over hvor gærdet er lavest" og ikke vil tage ansvaret, men jeg ved jo faktisk ikke, om det er sådan, det forholder sig...
Denne weekend havde vi et møde ved min veninde C, som skal med til fødslen, vedr. fødslen, men han gav ikke besked om han kunne/ville komme, da jeg sendte ham tidspunktet. Så C og jeg kørte i Magasin (ingen grund til at sidde hjemme, når der kunne købes julegaver samtidig) og da klokken nærmede sig mødetidspunktet, skrev han at han holdt nede ved C. Det var jo så bare ærgeligt, for vi var i Odense...
Nu kan jeg slet ikke finde ud af noget. Han giver ikke besked, lader ikke høre fra sig overhovedet, men forventer, at jeg bare klarer det hele og at han bare kan dumpe ind, når det passer ham.
Er jeg vildt urimelig?
Så er der den økonomiske del... Som enlig har man ret til mødrebidrag 2 mdr før og 1md efter fødslen og desuden fødselsgodtgørelse, udover de månedlige børnepenge efter fødslen, det hele betalt af faderen. Men det skal jeg dæleme også rykke for, han har ikke engang undersøgt hvad børnebidraget er på...
Jeg vil bare have det bedste ud af det hele og håber, at han vil tage del i sit afkoms liv, på en ordentlig måde, men det gør mig så ked og ikke mindst arrig, at han bare kryber udenom det hele lige nu og jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg hellere vil undvære ham helt i "vores liv" end kun have bekymringer og ærgelser.
Tak fordi du gad at læse med :-)
Etiketter: familen